lav selv chiliolie

Olio Pikante – Lav din egen chiliolie

Lav din egen chiliolie og genbrug dine konservesglas

Herhjemme produceres der hvert år chili i større mængder. Vi har mange forskellige sorter, men det er mest fordi de er flotte i farver og former. Jeg bruger også en del chili i juledekorationer men det er en anden snak, som jeg kan fortælle om når vi nærmer os december. Per, som er den der laver mad herhjemme, bruger ofte chiliolie i maden. Han bruger olien i tilberedningen og som krydderi og smagsforstærker på maden på tallerkenen. Sidstnævnte betyder at både børn og hærdede voksne, kan spise den samme ret og selv bestemme hvor krydret maden skal smage. Uanset hvordan olien anvendes, skal der kun bruges dråber – den er jo pikante.  Pers chiliolie er berømt i vores omgangskreds og mange begaves hvert år med et lille glas olie, der er både frisk og stærk.

Dyrker du også dine egne chili?

Uanset om du selv dyrker chili, tiltusker dig nogle hos en god ven eller køber dem i en butik, så bør du prøve at lave din egen chiliolie. Det er både nemt og det er nærmest uundværligt i køkkenet – og så er det en god gave at have med til værten når du er inviteret til middag.

Hvis du ikke før har prøvet at dyrke chili kan jeg fortælle dig, at du allerede nu kan forberede næste års produktion. Tag en af de flotte chili som du har anskaffet dig. Skær den op og læg kernerne på et stykke køkkenrulle og fold det sammen. Skriv “chilikerner” på den lille køkkenrullepakke og læg den et tørt sted fx. i en skuffe.

Til februar kan du så dine chilifrø (chilikerner) og stille dem indendørs. Du kan  læse mere om hvordan du laver dine egne chiliplanter Her

En anden god ting ved at vi laver vores egne olier er, at vi med hjemmelavet chiliolie får genbrugt nogle at de til tider pæne glas som vi anskaffer os når vi handler konserves – Det er overhovedet ikke nødvendigt at købe dyre glas for at lave olien.

Sådan laver du din egen chiliolie

Chiliolien lavers over 2 døgn. Du skal bruge:

  • 1/2 kg. chili
  • 2 tsk. salt
  • 3 spsk. hvidvinseddike
  • en god olivenolie
  • plastik handsker
  • små glas med låg

Tag plastik handsker på og tør alle chili af med køkkenrulle (chilierne  må ikke skylles). Fjern de grønne stilke og klip chilierne i stykker af ca. 1 cm (kernerne skal ikke fjernes).

Kom chilistykkerne i en sigte og sæt den i en skål. Rør 2 tsk. salt i og lad det dryppe af i et døgn.

Pres nu let med en grydeske, så vandet løber af . Rør 3 spsk. hvidvinseddike i og rør rundt. Lad det dryppe af  yderligere et døgn og pres igen med en grydeske.

Kom nu chilimassen på små skoldede glas og fyld op med olivenolie. Opbevar chiliolien køligt. Når du har brugt af olien et stykke tid, kan du fint fylde op med mere olivenolie.

 

Opskriften på chiliolien kommer fra en Torvemamma i Rom. Det er forfatteren Anders Grøndahl, der i bogen Rom for livsnydere, har publiceret opskriften. Du kan købe bogen hos Saxo.dk via linket i margin til højre.

stenkunst

Vægkunst med sten

Britta og Niels er vore meget ide-rige naboer, der har lavet denne flotte vægkunst med sten. Der er tanke og godt håndværk bag enhver ting der bliver skabt fra den kant. Der bliver udtænkt smarte løsninger og kælet for detaljer og finish. Det færdige resultat er altid fantastisk flot og så gør det jo heller ikke noget at det er unika. Jeg har nogen gange luftet tanken om at Niels kunne sætte de flotte ting i produktion og sælge, men som Niels siger: “jeg gider kun at lave noget som vi selv skal bruge”.

Vi har kigget på vægkunst de sidste par år, for at blive inspireret til at udsmykke vores egen store udendørs husmur.

Det er ofte Britta der kommer med ønsker og ideer og Niels, der videreudvikler og går i værkstedet. Britta fortæller: “Vi er generelt meget kunst- og kulturinteresseret. Når vi tager på tur – også selvom formålet ikke er kulturoplevelse – så benytter vi ofte lejligheden til også lige at se lidt kunst i området. Vi har kigget på vægkunst de sidste par år, for at blive inspireret til at udsmykke vores egen store udendørs husmur. For et stykke tid siden kom vi på at lave denne vægkunst med sten”.

Britta fortæller videre at stenene er købt ganske billigt i den nærmeste grusgrav. De havde et af børnebørnene med ud for at vælge nogle af de flotteste. Stenene blev lagt på rad og rækker på terrassegulvet, hvor de lå nogle dage. Her blev der flyttet rundt på stenene indtil Niels og Britta synes rækkefølgen var rigtig.

Det største arbejde har været at bore huller i stenene. Her hvor vi bor er der ikke så langt til stranden. stenkunstMen stranden her er ikke en strand, hvor man kan finde store sten med huller i – så dem har Niels selv boret med betonbor og slagboremaskine.

Vi er vældig godt tilfreds med resultatet

Brug af materialer

Niels fortæller at der er brugt jernstænger (armeringsjern) og beslag i rustfri stål, som er blevet malet så de ser lidt rustikke ud. Materialerne kan købes hos fx. Bauhaus. Stenene holdes fast på jernstangen med kobbertråd der er viklet om jernstangen, så stenen “hviler på beviklingen. “Nogle af stenene har Britta givet stenolie så de fremstår lidt blanke – det giver et godt spil når solen  skinner og når det regner. Det har været sjovt at lave stenkunsten sammen og vi er vældig godt tilfreds med resultatet”.

 

 

 

Her ovre fra nabohuset har det været en fornøjelse at følge med i tilblivelsen af værket, og det er ikke kun Niels og Britta der er godt tilfreds med resultatet – det er vi også. Vi har hver dag noget smukt at se på :-)

 

Hvis du vil se flere ideer til haven kan du se her 

Jeg håber at du er blevet inspireret og måske selv give dig i kast med stenkunst. Du er som altid velkommen til at skrive en kommentar og fx. fortælle om din egen stenkunst.

 

 

 

fuglefoder, fugle, gamle kopper

Gamle kopper har fået nyt liv – med foder til fuglene

For år tilbage var det in at købe små porcelænskopper som souvenir. Det var både fra rejser i det danske land og fra udlandet. Hvis man går på loppemarkeder kan de idag købes for en billig penge. Jeg tror nu ikke at der er så mange af os der ynder at have dem stående fremme i hjemmet. På den anden side er det populært at mikse gammelt og nyt i et stilleben, så måske har du allerede en fin kop med tilhørende underkop. Jeg har fået nogle kopper af min svigermor og hos os har de gamle kopper fået nyt liv – jeg har lavet små foderkopper til fuglefoder.

Fugle kan fodres hele året

I kopperne kan du lægge løse frø, eller du kan blande noget fedt i de kedelige rester fra mysliposen og lægge foderblandingen i koppen. Nu er der jo nok nogen af jer som vil sige, at man ikke skal fodre fugle om foråret og sommeren, men man kan faktisk fodre fugle hele året. Knuste nødder og frø er et godt proteintilskud til fugleungerne om sommeren hvis det er lidt køligt. Jeg er stødt på en god side om fodring af fugle og den skal du ikke snydes for. Her kan du læse Fakta om fuglefodring

Ligevægt og vandfast lim

Hvis du vil give dine kopper nyt liv med foder til fuglene, er der et par ting du skal være opmærksom på. Når du limer kop på underkop skal koppen sidde så der er nogenlunde ligevægt, når den efterfølgende hænges op. Foder skal jo gerne blive liggende på kop og underkop. Jeg har brugt vandfast lim til at lime koppen på underkoppen. Vandfast lim kan købes i byggemarkeder, og sådan en er i øvrigt ret nyttig at have til diverse reparationer af ting og sager i haven. Du kan også bruge Vejrbestandig, vandfast/vandafvisende lak fra CC Hobby via reklamen nedenfor

Køb en foderkop i webshoppen

Hvis du ikke har mod på at lave fodderkoppen selv kan du købe en i webshoppen. Du kan se de forskellige foderkopper her

 

Og som altid – skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor.

 

Er du også med på strikketrenden?

Jeg har gang i flere forskellige strikke projekter. Jeg strikker fx. sjaler som tager mange timer at blive færdige med – selv om der strikkes på store pinde, børnetøj til barnebarnet på mindre strikkepinde, og som er lidt mere krævende. Indimellem kan jeg godt lide at strikke lette og hurtige ting, fx. klude til køkkenet, som lidt afveksling til de større projekter. Det er en god måde at bruge bomuldsgarn, der er tilovers fra større projekter. Det kan selvfølgelig også være at du lige som jeg, bliver inspireret når du handler og ser garn, og laver et impulskøb. Det gode er , at jeg derfor altid har lidt garn i gemmerne, som jeg kan tage frem når lysten til småprojekter lige kommer over mig

 

Forleden strikkede jeg køkkenklude/karklude med dobbelt garn. De er lidt kraftige og derfor nemmere at vride og jeg synes de er bedre at tørre af med. Kludene er med Icord-kanter og Icord-strop – Selv om det er lette projekter kan man jo godt gøre lidt ud af finish :-) .

 

Hvad er bedst for klimaet?

Når men som sagt kan jeg godt lide at have gang i små lette strikkeprojekter og det bliver ofte til grydelapper og karklude. Det her med karklude og klimavenlighed synes jer er lidt svært. For hvad er egentlig hoved og hale på den diskussion? Er de strikkede/hæklede karklude mere miljøvenlige end engangskludene (som mange for øvrigt vasker og genbruger)? Jeg er nået frem til at det vigtigste er, at vi bruger klude til køkkenet, som kan vaskes igen og igen, og når kluden efter lang tids brug er blevet slidt, skal den kunne smides til genbrug i tekstilbeholderen på genbrugspladsen. Du kan læse mere om emnet på Samvirke.dk her 

 

Du kan selv strikke køkkenklude eller købe i webshoppen

Hvis du selv vil strikke klude med Icordkanter og -stropper, har jeg skrevet en vejledning som du kan læse her

Du kan også købe strikkede køkkenklude i webshoppen her

Er du også med på strikketrenden? Skriv gerne en kommentar neden for.

Etui til høretelefoner

Vi kender det alle… vi roder i tasken efter høretelefonerne, headset, ear pods eller hvad vi nu kalder dem.

Ikke nok med, at høretelefonerne kan være svære at finde i tasken, men der kommer også alt det med fra tasken som de tynde ledninger har viklet sig ind i. Det sker i hvert fald for mig, for jeg er ikke så godt udstyret at jeg har trådløse høretelefoner. Problemet med at ledningerne fanger tingene i tasken, har jeg løst med et lille etui til høretelefoner som er lavet af skind. Etuiet holdes sammen og lukkes med en geværknap. Det er en smart lille sag på ca. 8 cm som ikke fylder alverden.

Du kan  selv lave et etui

Du kan selv lave et etui. Hvis du vil kaste dig ud i at prøve, kan du følge den billedforklaring som jeg har lavet og oploadet i menuen Kreaprojekter. Hvis du ikke har et stykke skind kan du købe skindrester hos fx. Stofkiosken. Du kan også bruge en gammel jakke eller taske købt i en genbrugsforretning.

 

 

Hvis du hellere vil købe et etui i webshoppen

Jeg har lavet etui til høretelefoner i flere farver som du kan købe for kr. 55,- i webshoppen her Kreativitet & Håndværk.

etui, høretelefoner, skind

 

Jeg håber du blev inspireret

Kreaprojekter er også mindfulness

 

Kreativ mindfulness er svaret

Har du også oplevet det? Perioder hvor du har levet uden egentlig at være ret meget til stede – mentalt? Kreativ mindfulness er svaret.

Jeg har selv prøvet at være optaget af tanker om arbejde, bekymringer om livet, ønsker og planer for fremtiden etc. Jeg har været så optaget, at jeg egentlig ikke har været mentalt til stede – her og nu med det jeg var i gang med. Jeg tror på, at det er derfor så mange af os oplever at blive stresset. Selv om min dagligdag har ændret sig og jeg ikke længere har så travlt, har jeg stadig indimellem den der mangel på at være nærværende. Jeg har fået at vide at det er et spørgsmål om træning, altså træning i at være bevidst nærværende. Hvis du nu tænker “mindfulness” så er det rigtigt. Mindfulness handler om at træne evnen til at være bevidst nærværende.

Mindfulness – træning i at være bevidst nærværende

Jeg har altid været glad for at være kreativ og bruge mine hænder. I mange år er det ikke blevet til så meget med kreativiteten. Det har jeg ændret på – jeg har gang i flere projekter . Jeg er blevet bevidst om, at mit arbejde med kreaprojekterne er træning i at være bevidst nærværende. Når jeg arbejder med strikkepindene, hæklenålen eller syr på symaskinen, så foregår det i et roligt tempo. Det er afslappende og mentalt opbyggende, det giver energi og glæde – jeg oplever at være i det mere end at gøre noget – så kreativ mindfulness er svaret!

Uanset om vi er ung, moden eller ældre og uanset om vi er på arbejdsmarkedet eller ej, så har vi alle behov for at koble af og træne os selv i at være bevidst nærværende. Det er godt for den mentale sundhed at have et projekt at fordybe sig i.

Vil du vide mere om hvad mindfulness er, kan du læse mere her

Er du også til kreativ mindfulness?

Jeg synes det er interessant og godt, at vi er blevet mere bevidst om, hvad vore handlinger gør ved os, og om vi har det godt med det. Hamsterhjulet og vaner styrer os og det er nærmest blevet en trend at stå af ræset når det hele bliver for meget og nytænke vores liv – men mindre kan vel også gøre det?

Jeg tror på, at vi skal prioritere tid til den kreative mindfulness – det gør jeg og jeg har godt af det! Hvis du vil inspireres kan du ser kreaprojekter her

Hvis du vil vide mere om at træne hjernen i at være kreativ, kan du læse mere her 

Har du selv oplevet at et kreaprojekt eller en hobby har styrket dig i, at være mere bevidst nærværende i dagligdagen og mentalt sundere? så skriv gerne en kommentar.

Hvis indlægget har inspireret dig til også at se dine projekter som kreativ mindfulness, så hører jeg også gerne fra dig.

Og sidst men ikke mindst, så er du også meget velkommen til at tilmelde dig nyhedsbrevet og du vil høre fra os når, der er nye indlæg og ideer til kreaprojekter.

10 sjove og praktiske ting med genbrug af plastikposer

Vidste du at vi hvert år bruger 460 millioner plastikposer? Det svarer til at vi hver især bruger 85 poser om året. Det er meget plastik, så genbrug plastik så meget som muligt inden det bliver kasseret.

Bruger du stofpose eller plastikpose når du handler?

Et af mine små bidrag til miljø- og CO2-regnskabet er, at jeg bruger stofposer til indkøb – når jeg altså husker dem. Hvad jeg dog først er blevet klar over for nylig er, at en pose af bomuldsstof skal bruges 131 gange, før den er bedre end en plastpose, der kun bruges en gang. Det fremgår af en rapport fra EU Kommissionen. Et engelsk studie har vist, at stofposer i snit bruges 51 gange. Nu er vi jo ikke i England men hvis vores vaner i Danmark ligner dem de har i England, så er bomuldsposen slet ikke et godt materialevalg – set ud fra et CO2-perspektiv. Bæreposer af fiberforstærket polyethylen-plast og genbrugsindkøbsposer af polypropylen-plast, som vi kan købe i mange supermarkeder, er faktisk det bedste miljøalternativ.

Fælles for de to slags plastposer er, at der bruges mindre energi og der udledes mindre CO2 end ved fremstilling af både den almindelige plastikpose og stofposen i bomuld. Faktisk skal vi blot genbruge en genbrugspose af plastik fire gange, før den er overlegen som alternativt materialevalg.

Og sådan kan man jo blive klogere! Jeg holder nu fast i at bruge stofposerne til indkøb, men jeg tror jeg vil bruge dem mange flere gange inden jeg vasker dem😊. De plastikposer som jeg indimellem kommer hjem med – når jeg glemmer stofposen, vil jeg bestræbe mig på at genbruge inden de smides ud.

Du får her et par sjove ideer til at genanvende dine plastikposer:

  • Fastelavnskostume med plastsæk og plastaffald. Tag en stor sort plastiksæt og klip hul til hoved og arme. Genbrug plastik ved at lime/hæfte/sy plastaffaldet på sækken. Det er det billigste og hurtigste kostume du nogen sinde har lavet, og tro mig det skaber opmærksomhed.
  • Hvis du har en pose med et sjovt motiv, kan du klippe motivet ud og hænge det op på fx. Køleskabet.
  • Forklæde til børnene når de skal male eller bage, lavet af en blå IKEA-pose. Du kan se flere idéer med den blå IKEA-pose Her
  • Hækling med plastikposer. Du kan se hvordan du kan hækle potter til haveplanterne Her

Men der er også de mere almindelige muligheder for at genbruge plastikposer:

  • Det mest almindelige er nok at bruge indkøbsposerne som skraldepose, men inden da kan de bruges til flere andre ting
  • Plastposerne kan fx. bruges til brugte malerpensler, så de forbliver fugtige til de skal bruges igen.
  • Sæt en plastpose over malerbøtten før låget kommer på – efter du er færdig med at male, så undgår du skidt i malingen næste gang du åbner bøtten.
  • Læg malingsbakken i en plastikpose inden du hælder maling i bakken, så ser bakken ud som ny, også efter den er brugt.
  • De tynde poser som vi putter frugt og grønt i i supermarkedet, kan bruges til hundeposer og madrester til egne eller naboens høns.
  • ZIP-plastposer til fødevarer kan genbruges flere gange til frugt, brød og madpakker.

Poseholder til de gemte plastikposer

Jeg har syet en poseholder, så jeg har styr på poserne til genbrug. Poseholderen er syet som et stofrør med et stort hul foroven – hvor poserne puttes i – og som kan strammes til, og et mindre hul forneden, hvor du kan hive poserne ud. Jeg har poseholderen til genbrugsposer hængende under vasken i køkkenet.

Poseholder til genbrugsposer

Poseholder til genbrugsposer

Vil du købe en poseholder, kan du bestille en i webshoppen Her

Hvis du har andre gode ideer til at genbruge plastik, så smid en kommentar